they hate me anyway

Opdateret: 13. apr.

- en historie om et maleri og hvorfor jeg ikke længere laver bestillinger For snart et halvt år siden, blev jeg bedt om at male et farverigt, lyst og stort maleri, til en af mine gode venners (og hans tre roomies') nye lejlighed. Jeg var så beæret over, at de ville have et af mine malerier hængende, og jeg tøvede ikke med at takke ja til opgaven. Jeg var super spændt på opgaven og gik straks igang med maleriet - som skulle være absolut fejlfrit og helt henrivende. Jeg ville så gerne gøre det godt - nej, ikke bare godt - perfekt. Jeg ville overgå alle mine kompetencer, men endte med at lægge et enormt pres på mine skuldre, som ødelagde al form for kreativitet.


Første step.


Jeg havde en klar vision om, hvordan udtrykket skulle være i maleriet. Det skulle bringe lys, energi og glæde til de kyniske vægge i det nybyggede lejlighedskompleks. Jeg startede stille og roligt ud med at aktivere lærredet med en grønlig ombré. Energifyldt, spændt og fuld af forventning malede jeg i timevis. Dog med begrænsninger i baghovedet.




Andet step.

En varm forårsdag slæbte jeg lærred og maling med ud i gårdhaven. Dagen var smuk, men angsten rumsterede kraftigt rundt i min krop, og jeg havde brug for at finde ind i mit safe space. Jeg havde fyldt termokanden med friskbrygget kaffe og havde beroligende musik i ørerne. Der stod jeg så og så så fredelig ud, mens alt inde i mig var kaos og panik. Jeg fandt alle de lyse farver frem, som skulle være inkluderet i maleriets færdige format. Jeg forsøgte ihærdigt at skabe specifikke opløftende vibes i maleriet, men jo længere jeg stod der og fumlede med pålagte, uægte følelser, jo mere overfladisk blev min malersession. Da jeg langt om længe gav op for dagens kreativitet, forlod jeg gården i større frustration og kaos, end jeg havde medbragt til at starte med.

Malersessionerne blev flere og flere, men kreativiteten blev mindre og mindre. Jeg forsøgte at fremtvinge kunsten - hvilket jeg må erkende at have fejlet. Tredje step Fjerde step Femte step


Sjette step Syvende step Ottende step


Niende step

Da maleriet nåede til dette punkt, besluttede jeg at kalde det færdigt. Primært fordi det var et giftigt projekt for mig. Dog var det farverigt, lyst, energisk - præcis som jeg havde sat mig for. Jeg lod det hænge i vores stue, til det skulle afhentes. Datoen for afhentningen var dog ikke sat.

Ugerne gik, og jeg blev mere og mere utilpas i eget hjem. Hver gang mit blik strejfede maleriet, følte jeg mig mindre værd, uduelig, til grin.. Jeg fik ondt i maven over værket og overvejede stærkt at droppe hele min kunstdrøm.. Jeg dur alligevel ikke til noget, tænkte jeg.


I frustration og med våde øjne, forsøgte jeg at skjule det egentlige udtryk, så jeg ikke længere skulle gå at kigge på det. Jeg svingede kraftige og impulsive strøg over lærredet, og udtrykket udviklede sig længere og længere i den ''forkerte'' retning i forhold til bestillingen. Mit hjerte bankede hurtigt og min vejrtrækning var ustabil. Jeg ville så gerne gøre ham glad og tilfreds, men jeg var ikke til stede i processen. Den terapeutiske virken var ikkeeksisterende. Jeg var stresset, presset, frustreret og trist. Maleriet symbolerede min fiasko som person.


Tiende step Ellevte step Tolvte Step


En dag fik jeg nok. Jeg stirrede ind i maleriet og mærkede alle andre følelser, end dem jeg oprindeligt ville have frem i maleriet. Jeg følte mig fortsat uduelig. Talentløs. Naiv. Til grin. Jeg var flov over mig selv, når jeg så på maleriet.

De hader mig alligevel.. De gider sikkert ikke have det hængende. De gør det af medlidenhed. De vil være flove over at vise det frem..

Disse tanker strømmede rundt i mit hoved. Jeg brugte uendelig meget energi på at please andre, på trods af, at det sugede al min energi og glæde. Og hvorfor? De er jo alligevel fuldkommen ligeglade med mig og maleriet, tænkte jeg. Uden nogen form for realitetssans. Men jeg vil ikke være et offer for min angst. Jeg vil ikke lade mine ondsindede tanker styre mig.. Jeg vil ikke ødelægge min passion, min drøm. Jeg vil male, fordi det gør mig glad. Jeg vil male for min skyld.

Trettende step Fjortende step










''Nu maler jeg, hvad jeg føler - hvad jeg har på hjertet. Hvad jeg har på sindet. Uden begrænsninger. Uden forudsætninger. Nu maler jeg for MIN skyld. ''



they hate me anyway

Maleriet blev færdigt efter 2-3 måneders strid mellem hjerne og hjerte. Dette maleri havde den modsatte effekt på mig, end hvad jeg ellers får ud af at gå i det kreative abstrakte hjørne. Derfor har jeg valgt, at jeg ikke længere laver bestillinger. Det er for hårdt. Det er for energikrævende og for opædende. Dog har jeg lært en masse af denne process, og jeg har lært at sætte mine grænser - også inde for kunstmaling. I dette færdige produkt ser jeg nu en kæmpe power. En visdom, en livsprocess, en selvovervindelse. Værket hedder ''they hate me anyway'', fordi det var den gennemgående følelse, jeg havde i kroppen under hele processen. Min fornuft er udemærket klar over, at der intet sandt er ved denne tanke, men angst er irrationelt og kan ikke forklares med fornuft. Maleriet er stadig til salg. 120x150 2.000 kr.

391 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle