Så faldt jeg i - igen..

Jeg kan ikke forklare, hvad det betyder at have stress, jeg kan kun forklare hvad det betyder for mig. Det er ikke nødvendigvis forsaget af en masse planer eller for store projekter. Man kan sagtens lide under stress, selvom kalenderen ikke boomer med aftale-prikker. Det er, for mig, indtrykkene, forventningerne og den dårlige samvittighed, der nedbryder mig - og jeg er i dag, i en alder af 22, for 3. gang sygemeldt fra mit arbejde. Det føles som om, at kroppen er tynget, lammet og sat på stand-by, samtidig med at din hjerne og bevidsthed er sat på tredobbelt hastighed. Forestil dig, at din fysiske reaktionsevne bliver svagere og svagere, imens din opsnapning af stemningen i et rum, fanges hurtigere end du når at indtræde i det selv samme rum. Den overvældelse man rammes af. Indtryk. Ændringer af vibes. Problematikker. Folk og deres medbragte kufferter, som de så fint forsøger at skjule, selvom ensomhed, kaos og råb om hjælp lyser ud af dem. Men vi har det alle fint. Siger vi. Jeg sidder der. Fokus på jobbet. Gør dit bedste, og er det ikke godt nok, så gør det bedre. Lev op til dine egne forventninger. Skuf ingen. Sørg for at de er glade og tilfredse med dig. Fald ikke igennem. Kæmp. Kæmp. Jeg prøver at tvinge endnu en arbejdsopgave igennem, men kan ikke læse de 3 linjer, som forklarer opgaven. Kæmp Bjørk. Hvad står der? Hvad skal du gøre? Tag et ord ad gangen. Jeg når aldrig alle de opgaver der skal løses. Jeg ender med dårlige tal og røde nedadgående kurve. Hvem er jeg? Dette er ikke mig. Mit hjerte hamrer stærkere og hårdere. Min vejrtrækning bliver overfladisk og panisk. Jeg knokler videre på mine opgaver med stille opgivende tåre trillende ned af mine våde kinder. Kæmp. Der er en kæmpe sten for mit bryst. Mine lunger udvides ikke, uanset hvor hårdt jeg prøver at trække vejret ned i maven. Min hukommelse svigter. Jeg opfatter alt og ingenting på samme tid. Det sortner for mine øjne. Jeg har en klump i halsen. Jeg er ikke i stand til at slappe af, selvom alle omgivelser tillader det. Alt rumsterer inde i mig. Jeg overanalyserer. Jeg overtænker. Jeg frygter. Jeg formoder. Jeg skjuler. Men jo mere vi skjuler, jo mindre vil omverden forstå vores situation. Jeg hader alt ved, at alle skal vide disse ting om mig - og netop derfor, er det vigtigt at dele. Stress kan ramme os alle. Det handler ikke om, om man er en stærk eller svag person. Det handler ikke om, om man ''kan lide at have travlt''. Det handler om en balance, mellem det man giver til andre, og det man giver sig selv.

903 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle