Kunsten og diagnosen

Opdateret: 30. aug. 2020

For 4 år siden, da jeg kun var 18 unge år, gik mit liv i stå, da jeg blev diagnostiseret med stress. En sen eftermiddag på vej hjem fra teoritime, sagde min krop for første gang fra. Det føltes som om, at noget inde i mig kortsluttede. Rystende, grædende, panikkende, hyperventilerende og frygtfuld, så jeg mit indre korthus falde sammen. Fra den ene dag til den anden, kunne jeg pludselig ikke deltage i sociale sammenkomster. Jeg kunne ikke længere føre en uafbrudt samtale eller virke engegeret i mine relationer. Jeg kunne ikke længere genkende mig selv. Alle de værdier, som jeg altid havde stået for, faldt fuldkommen til jorden. At være social, åbensindet, imødekommende, udadvendt, glædesspredende og opmærksom. At være den gode energi i rummet. Ingen af mine kerneværdier kunne jeg længere overholde. Det var et mareridt, men havde jeg på daværende tidspunkt vidst, hvad der var mig i vente, var jeg gerne forblevet på det stadie. Som månederne gik (og jeg ihærdigt forsøgte at passe mit gymnasium og bibeholde mine nære relationer, trods mangel på initiativ og energi), forvandlede min diagnose sig til en depression. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde og måtte opsige alle mine fritidsinteresser. Det var et helvede for mig. Min omgangskreds registrerede hurtigt, at noget var galt, eftersom at aflyse aftaler var mere reglen end undtagelsen. Men bekræftede jeg deres teori? Absolut ikke. For hvis jeg accepterede deres renoverede syn på mig, var jeg tvunget til også at acceptere mit eget - og det var ikke til at bære. Frygten for at nogen ville opdage mit forringede helbred og derfor synes mindre om mig, forsagede endnu en diagnose. En diagnose som jeg stadig kæmper med i dag. Angsten. Panikangst og socialangst var de to grene af sygdommen, der blev klandret mig. Flere gange har jeg måtte gemme mig på gymnasiets tomme gange, for at ingen skulle opdage mine panikanfald. Det ville jeg ikke byde dem. Det er et skræmmende syn, at miste sin logik og forstand. Fast forward: Efter at være blevet medicineret, sygemeldt for 2. gang og udnævnt som projektkanin til et psyketerapiprojekt, havde jeg stadig behov for at tage andre midler i brug. I efteråret 2019 tog jeg for første gang en pensel i hånden og mærkede et altafgørende åndehul. Et tilflugtsted hvor jeg ikke behøvede at skjule og undertrykke den ulmende angst og tårestrøm. Her kunne tårerne falde og følelserne få adgang til at udtrykke sig, når ord var overfladiske. Alle mine malerier er derfor en afspejlning af mit inderste og dermed utrolig personlige for mig. I dag tyr jeg til malerspartlen uanset hvilke følelser jeg ligger inde med. En solrig morgen med morgenkaffe og podcasts, er en oplagt mulighed for selvfordybelse i kunstverden - og ikke mindst selvforkælelse. Den ro det giver mig at kreere noget smukt og udtryksfuldt, er en ro ingen anden terapiform har kunne formå at give mig. Jeg har i løbet af det sidste år åbnet mere og mere op for snakken om psykiske lidelser, dog kun med mine tætteste relationer, men nu er det på tide at facaden falder (uanset hvor grænseoverskridende og nervepirrende det er), så jeg kan tale åbent og ærligt - og måske endda være en hjælp eller støtte til andre unge, med lignende udfordringer.

Jeg tror på, at kunst og kreativitet er vejen til et sundere helbred. I hvert fald for mig. Tak fordi du læste med.

693 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle