Jeg er ikke et offer!

Jeg er ikke sikker på hvorfor, men det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke deler min historie med jer for at få medlidenhed. Jeg forsøger ikke at sætte mig selv i en offerrolle. Jeg blotter mig selv i håb om, at vi kan få aftabuiseret dét at have en psykisk lidelse, og for at du ikke skal føle dig alene i kaosset.

I går, torsdag d. 17. havde jeg et kæmpe melt down midt i min arbejdsdag. Heldigvis arbejder jeg pt hjemme grundet omstændighederne, så jeg kunne få lov at få et udbrud uden at skulle bruge den halve energi på at skjule min panik.

Det ene øjeblik er jeg i færd med at udføre mit arbejde, og i det næste øjeblik fanger jeg mig selv i at sidde og stirre blankt ud i ingenting med tomme tårer løbende ned ad kinderne. Hvad gør man i sådan en situation? Holder man hovedet højt og kæmper sig igennem situationen eller lytter man til sin krop og lader den få ro? Jeg ved det ikke.. Gør du?


Alt jeg ved er, at da jeg langt om længe kunne distancere mig fra mit panikanfald, kunne jeg finde en note på min telefon med alle de tanker som forsagede panikken. Først ville jeg slette noten, men så slog det mig, at det netop er disse øjeblikke, som jeg skal dele med alle jer.. Uanset hvor skræmmende og grænseoverskridende det er. Dette er sandheden. Uforskønnet. Rå og hård - men ærlig. Ikke depressiv men overvejende, ængstelig og reflekterende.


Noten lød således:

Jeg skammer mig

- jeg skammer mig over at være syg
- Jeg forventer at folk negligerer
- Jeg tror det værste hele tiden
- Jeg synes det er flovt at det går op og ned
- Jeg tror konstant at jeg vil blive fyret
- Jeg tror konstant at folk er skuffede over mig
- Folk tror at jeg lyver
- Folk tror jeg misbruger min sygdom til egne fordele
- Folk tror det er et valg at være syg
- Folk tror ikke på min sygdom
- Jeg stirrer ud i luften med tårer ned ad kinderne
- Jeg er flov over min afmagt
- Jeg har mistet mig selv
- Jeg har brug for hjælp
- Jeg vil ikke bede om hjælp
- Jeg er en belastning for mine chefer
- Jeg er ikke til gavn
- Folk kender kun den kvarte sandhed
- Folk synes jeg er deprimerende selskab
- Jeg gør det ikke godt nok
- Jeg skal forbedre mig markant

Sådan lyder mine tanker på en helt almindelig dag. Det betyder dog ikke, at jeg ikke sagtens kan have en god dag alligevel. Igennem mit sygdomsforløb har jeg lært at distancere mig fra disse nedværdigende tanker, og kan for det meste nøjes med at have dem i min underbevidsthed. Jeg kæmper meget med, hvordan mine opslag bliver taget imod, da det netop er sådan nogle ting, som kan få mig til at overanalysere og digte min fiasko. Jeg har dog ikke fortrudt, at jeg har åbnet op og sat ord på de ting, vi ellers aldrig snakker om. Det er utrolig uvant for mig og jeg lægger stadig alle digitale devices fra mig, når jeg har postet et nyt opslag, af frygt for modtagelsen. Men det er vigtigt, at vi taler om det. Det er vigtigt, at I derude som ikke har mærket angsten, depressionen eller stressen på egen krop, kan forstå alvoren i sygdommene, og ikke ender med at negligere dem af ren uvished. At blive negligeret er desværre en af de reaktioner jeg oftest bliver mødt af, når jeg fortæller om de ting, jeg har været igennem. Mange tager utrolig let på det, og mener blot at man bare skal tage sig sammen og komme igennem det - men siger man også sådan til en skiløber, der har brækket et ben? Jeg nægter at sætte mig selv i en offerrolle. Jeg er ikke et offer. Jeg er en kan-selv-vil-selv, hårdtarbejdende, overanalyserende pige, som har forstrukket en sene i sjælen. I skal ikke have ondt af mig. Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg er ikke et offer. Jeg forsøger blot at sætte ord på den kaos der figurerer inde i mig. Jeg er ikke en omvandrende tordensky. Tvært i mod. Jeg udstråler glæde, overskud og lethed, fordi SÅDAN ER JEG OGSÅ. Vi er ikke én ting. Vi er ikke vores diagnose. Vi er komplekse som mennesker - og jeg er ikke et offer, men en oprører.

163 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle