Irrationel logik?

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg dræner mig selv ufrivilligt. Min hjerne kører på højtryk, og min krop er konstant på overarbejde. Jeg græder indeni - ikke af sorg, men af udmattelse. Jeg er en heldig ung kvinde. Jeg har nogle fantastiske mennesker omkring mig, jeg har et godt job og jeg er generelt priviligeret med mange ting. Derfor føles det også utaknemmeligt og ynkeligt at dvæle ved de ting som forstyrrer mit sind. Hvordan forklarer jeg hvordan jeg har det, uden at virke tiggende efter medlidenhed? Hvordan forklarer jeg hvordan jeg har det, uden at gøre mig selv til et offer? Hvordan forklarer jeg hvordan jeg har det, når grundstenen i min angst netop er baseret på, hvad folk har af tanker om mig. ''Nå jamen Bjørk, det kender vi alle sammen til. Man skal ikke gå at tænke på, hvad andre folk mon tænker om én.'' Tro mig, det gør jeg heller ikke. For jeg er ikke i tvivl. Jeg ved hvad de tænker. Man siger, at man skal stole på sin mavefornemmelse, ikke? Well, min mavefornemmelse siger mig, at jeg er dybt hadet og at jeg er til besvær uanset hvor jeg befinder mig. Uanset hvem jeg er sammen med, er jeg et problem for dem. Uden tvivl. Reelt ved jeg godt, at det er min angst der taler, og at hvis jeg bare abstraherer fra den destruktive overbevisning, vil jeg kunne fremtvinge en form for rationel logik. Det er en indre kamp, jeg kæmper størstedelen af min hverdag. Det lyder måske skizofrent, men den diagnose har jeg dog ikke fanget i farten. Sidder jeg rundt om bordet med brætspil, kaffe og gode venner, kan du være sikker på, at jeg dyster en intens kamp mod mig selv. ''De vil gerne af med mig'' ''Jeg har såret dem'' ''De bryder sig virkelig ikke om mig'' ''De synes jeg er overgiret og falsk'' ''De har kun negative ting at sige om mig'' ''De ville have det federe, hvis jeg ikke var her'' ''De synes, at jeg er et problem.'' Alt dette tænker jeg, og slår grinende og aktivt med terningerne. Står jeg på kontoret omringet af de sødeste kollegaer og er igang med en latterlig sjov samtale, kan du være sikker på, at jeg undertrykker et voksede angstanfald. ''De vil ikke have mig med i samtalen'' ''De synes jeg skal tie stille'' ''De kan ikke lide mig'' ''De synes jeg snakker for meget'' ''De synes jeg snakker for lidt'' ''De synes jeg er kedelig'' ''De synes jeg er for meget'' ''De ville ønske, at jeg ikke var der'' ''De synes, at jeg er et problem.'' Alt dette tænker jeg, og fyrer en kæk kommentar og et blink samtidig. Befinder jeg mig hos psyketerapeuten i færd med at få hjælp til mine ængstelige sider, kan du vide med sikkerhed, at jeg kun hører halvdelen af, hvad det kloge hoved har at sige. ''Hun tror, at jeg digter min smerte'' ''Hun synes jeg er ynkelig'' ''Hun gider ikke at høre på mit brok'' ''Hun synes, at jeg skal tage mig sammen'' ''Hun kan ikke lide mig'' ''Hun synes, at jeg er barnelig'' ''Hun synes, alt hvad jeg gør er irriterende'' ''Hun synes jeg er opmærksomhedskrævende'' ''Hun synes, at jeg er et problem.'' Alt dette tænker jeg, mens jeg aktivt deltager i sessionen, og smider et smil ind hvorind det passer. (eller ikke passer.. jeg ved det ikke.. jeg er ikke til stede..) Logik er en spøjs størrelse.. Du tænker sikkert, at logik er rationelt og faktuelt. Vil du stadig mene det, når jeg fortæller dig, at alle de tanker jeg har nedskrevet ovenover, er logik for mig? Uden tøven. Det er min irrationelle logiske sans, der fortæller mig disse ting. Jeg er indforstået med, at min logik er ulogisk. Men den er logisk for mig. Naturlig, automatisk, tilvænnet. Min mavefornemmelse siger mig, at min logiske sans fortæller mig sandheden. Du kan nok forstå nu, at det er drænende at have en indre kamp mellem fornuft og logik, ikke?

113 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle