Generation ensom

Trøster vi os ved sorgen? Er sorgen gået hen at blevet en sutteklud, en varm tryg dyne eller et helle? Jeg ved, at du kender det - eller kender en, der kender det - dét at dyrke tristheden. At finde den sørgeligste playliste på Spotify eller sætte en ægte hjerteknuser på fra Netflix. Jeg har gjort det hele mit liv. Selv da jeg var bitte lille. Dengang var det en ensom cykeltur rundt i villakvarteret, der gjorde det for mig. Jeg kan tydeligt huske, at der blev kigget lidt skævt og undrende på mig, fordi jeg tydeligvis ikke havde noget ærinde, men derimod bare cyklede rundt fuldkommen optaget af mine egne tanker og følelser. Allerede dengang havde jeg en tendens til at overtænke og dvæle for meget i følelser, som jeg ikke kunne genkende, da jeg ikke har været en dag over 10 år. Jeg mener virkelig, at man undervurderer hvor meget børn opfanger af vibes, samtaler der foregår over deres hoveder og generelt hvor meget børn analyserer på alt hvad deres spritnye antenner opfanger. Når jeg tænker tilbage, har jeg grædt ufattelig meget over en sorg, som ikke var min. Selvopfundne scenarier som ikke har set skygget af virkeligheden, har jeg sørget over. For ikke at glemme, sangtekster. Jeg ved ikke med jer, men jeg har altid formået at identificere mig med den musik jeg lyttede til, også selvom jeg absolut ingen perspektivering til mit eget liv kunne lave. Alligevel har sorgen i musikstykket strømmet ind over mig og føltes så ægte. Det samme gør jeg den dag i dag. Nogenlunde intuitivt. Jeg har med tiden bedre kunne perspektivere lyrikken til eget liv, og hvis unbreak my heart lyder fra højtaleren, får jeg instinktivt en klump i halsen og føler mig pludselig fuldkommen heart broken, forrådt, til grin og knust - selvom det er en smerte som forlængst har forladt min krop, og en sorg jeg har bearbejdet og accepteret som en del af fortiden. Muscle memory, perhaps? Det samme gælder alt musik fra Sam Smith og James Arthur - jeg skal ikke bede om det. Borset fra når jeg virkelig har brug for et outlet til alle mine tanker og følelser. Jeg tror da egentlig lige jeg fyrer op for de to artister, når nu vi alligevel er i gang med at lukke op for tårestrømmen. To sekunder. ''So I pick up the pieces, I get on the midnight train

I got my reasons

But darling I can't explain

I'll always love you

But tonight's the night I choose to walk away'' Åh, kan I også mærke det? Den her dybe længsel. Det føles så godt, at mærke at det gør ondt. At komme under overfladen og lade masken falde. Det er næsten et drug. Men sundt, er jeg ikke sikker på, at det er. For i al denne dvælen ved smerten ligger ensomheden. Du er helt alene med at reflektere over livet, på den måde som kun du gør det. Du føler dig alene i dine tanker. Du bliver overvældet af det emotionelle, men kan ikke sætte ord på. Du føler at dit hjerte træder vande og har svært ved at holde balancen. Du lider. Du lindrer. Og pludselig har du grædt ud, og du føler dig lettet, som om din krop nu svæver. Tak, jeg vender tilbage, tænker du om hele situationen. Lettet - men nu bevidst om din ensomhed. For dig som (7, 9, 13) ikke har været nede at ramme bunden mentalt, lyder dette måske i dine ører som definitionen på en depression, men det kunne ikke være længere fra. Under en depression har du ikke den luksus at kunne mærke dine følelser. Der er en uafbrudt tomhed i din krop. Intet betyder noget. Du kan ikke mærke den kærlighed, som du ved, at du har, for de mennesker som du holder af. Din hjerne er sat på stand by. Din hukommelse glipper, dels fordi din hjerne er på overarbejde og derfor lukker ned, og dels fordi intet betyder noget for dig, så hvorfor bruge hjernekapacitet på ligegyldig information - eller gyldig, du kan ikke kende forskel på de to. Jeg tror, at mange af os benytter denne dvæle-taktik, når vi skal tømme badekaret for beskidt vand. I hvert fald os særligt sensitive personer. Jeg har aldrig været vild med det term. Særligt sensitiv. Det lyder som en svaghed, hvilket det absolut ikke er - i hvert fald ikke hvis man har lært at vende det til noget effektivt og værdifuldt. Jo, jeg har ofte tænkt, at mit liv ville være langt nemmere og mere plant, hvis ikke jeg skulle opsluges af alle vibrationer, reaktioner og stemninger, hvor end jeg er - men det er en del af mig. Det er et karaktertræk. Det blev først en sygdom, da det tog over og begyndte at styre mit liv. Men jeg har taget styringen tilbage og har ikke haft et angstanfald det sidste halve år. Det kan overkommes. Det kan vendes til en styrke. Også selvom det ser umuligt ud pt. Der er lys forude, selv i den mørkeste tunnel. I believe in you.

134 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle